I årevis har borgerne i Tisvilde levet med de gener, som følger med Musik i Lejet: massiv trafik, støj, affald, parkeringskaos og et stort pres på lokalområdet. Mange håbede, at situationen ville blive bedre, da festivalen flyttede til Vejby. Men virkeligheden er, at problemerne ikke er forsvundet – de er blot flyttet med.
Beboere i Vejby oplever nu de samme udfordringer, som Tisvilde tidligere har kæmpet med. Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Er Musik i Lejet blevet for stort til at blive afholdt i Gribskov Kommune?
I Dansk Folkeparti har vi gennem mange år forsøgt dialogens vej. Vi har rejst bekymringerne politisk, foreslået løsninger og opfordret til, at der blev taget større hensyn til de berørte borgere. Desværre må vi konstatere, at dialogen ikke har ført til de nødvendige ændringer.
Derfor mener vi, at byrådet og borgerne nu bør drøfte, om Musik i Lejet og Gribskov Kommune ganske enkelt er vokset fra hinanden. Måske er festivalen blevet så stor, at den ikke længere passer ind i en kommune, hvor natur, lokalsamfund og borgernes hverdag også skal beskyttes.
Vi skylder borgerne en ærlig debat om, hvor store arrangementer Gribskov Kommune kan og bør rumme, den debat har været udskudt længe nok.

Dansk Folkeparti i Gribskov Politisk forening i Gribskov Kommune