Jeg kan med glæde se, at Socialdemokratiet i Gribskov ikke, ønsker flere besparelser på busdriften og den kollektive trafik – det glæder mig som formand for Klima, Teknik og Miljøudvalget, at der forhåbentlig er en fælles front for at bevare de nuværende ruter i kommunen.
Jeg læser dog med skepsis, at Socialdemokratiet nu også ønsker flere ruter, samt flere afgange på lokalbanen. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvor de ekstra millioner til busdriften skal komme fra? Er det fra de ældre eller skolerne, at pengene skal tages fra, idet jeg går ud fra at de kommende økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL ikke giver kommunerne flere penge til driften.
Når Allan Nielsen i sit debatindlæg på sn.dk snakker om at bruge flere penge på drift, så ved han også godt at driftsbudgettet er presset til det yderste og derfor er det en gratis omgang at foreslå flere penge til kollektiv trafik, med mindre der peges på forringelser eller nedskæringer på andre områder.
I Dansk Folkeparti er vi helt enige i at der ikke skal skæres på busdriften, men vi har ikke foreslået at øge den kollektive trafik så betydeligt, idet vi ved at pengene i så fald ville skulle findes på andre områder, eksempelvis ældreområdet.
Som formand for udvalget Klima, Teknik og Miljø er mit håb, at den ekstra regning vi som kommune har fået fra Movia, ikke behandles i udvalget, men sendes direkte til økonomiudvalget, hvor alle partier er repræsenteret, og vi her kan tage debatten og en beslutning. Udvalget Klima, Teknik og Miljø kan på ingen måde finde 1,5 mio.kr inden for egen ramme.
Brian Lyck Jørgensen (O)
Dansk Folkeparti