Er ordentligheden forsvundet ?

📣 Debatindlæg fra vores byrådsmedlem Anja Schlie

Er ordentligheden forsvundet ?

Det er svært at tage snakken om ordentlighed i politik alvorligt, når handlingerne viser noget helt andet.

I Dansk Folkeparti mener vi grundlæggende, at regler og frister er der af en grund. Det gælder også for puljen “Anlægspuljen til idrætsfaciliteter 2026”. Når der er fastsat en ansøgningsfrist, bør den naturligvis respekteres. Alligevel har et flertal i udvalget for Kultur, Idræt & Lokalsamfund valgt at uddele midler fra puljen, før deadline overhovedet var nået.
Det sender et problematisk signal. For hvad skal foreninger og ildsjæle tænke, når de bruger tid og kræfter på at udarbejde ansøgninger inden for de gældende rammer, hvis midlerne i praksis allerede er delt ud på forhånd ?

Sagen bliver ikke mindre bekymrende af, at det samme flertal dermed valgte at se bort fra Idrætsrådets anbefalinger. Netop Idrætsrådet er sat i verden for at sikre faglighed, indsigt og en fair prioritering af midlerne. Alligevel blev deres vurderinger tilsidesat – af de selvsamme partier, som ellers ynder at fremhæve, hvor vigtigt det er at lytte til dem.

Det efterlader et oplagt spørgsmål: Hvornår gælder principperne egentlig? Er det kun, når det er belejligt ?

I Dansk Folkeparti mener vi, at foreningerne har krav på gennemsigtighed og lige vilkår. Puljer skal administreres retfærdigt, frister skal overholdes, og faglige anbefalinger skal tages alvorligt – ikke kun når det passer ind i en politisk fortælling.

Hvis vi begynder at bøje reglerne efter behov, risikerer vi at undergrave tilliden til de beslutninger, vi træffer. Og den tillid er langt vigtigere end kortsigtede politiske gevinster.

Anja Schlie (O) (Pressefoto)