Dagplejen skal styrkes – ikke afvikles.

Muligheden for at få sit barn passet i dagpleje er blevet markant mindre det seneste årti. For blot 12 år siden var der på landsplan 16.846 dagplejere. I dag er tallet mere end halveret – til kun 7.846. Det er en udvikling, vi i Dansk Folkeparti ser på med stor bekymring.
 
Dagplejen er for mange småbørnsfamilier et trygt og nært alternativ til de større institutioner. Her er der ro, genkendelighed og færre børn – noget der skaber en tryg start på livet for de mindste. Når antallet af dagplejere falder så drastisk, risikerer vi, at forældrene mister den frie mulighed for at vælge netop den pasningsform, der passer bedst til deres barn.
 
Vi skal skabe bedre rammer og vilkår for dagplejerne, så flere får lyst til at blive i faget, og så vi kan rekruttere nye. Dagplejen er et vigtigt supplement til vuggestuer – og den skal ikke være et historisk levn, men et aktivt tilbud i fremtidens børnepasning.
 
Derfor vil vi arbejde for at bevare og udvikle dagplejen i Gribskov. Forældrene skal have reel valgfrihed, og børnene skal have mulighed for den trygge og nære start på livet, som dagplejen kan tilbyde.
 
Anja Schlie og Melanie H. Reddig Spieler
Byrådskandidater
Dansk Folkeparti i Gribskov
 
Anja Schlie og Melanie H. Reddig Spieler (th.) Byrådskandidater, Dansk Folkeparti i Gribskov (Pressefoto)